Vil du være nogen eller noget?

12 tals piger er igen på tapetet. I en leder i en stor landsdækkende avis gøres der nar ad en professor, der mener, at karakterræset er alt for dominerende i forhold til skolesystemets (manglende) fokus på at skabe mennesker, der er “nogen” og ikke bare “noget”.

De såkaldte 12 tals piger skulle således være et “sygt produkt af uddannelsessystemets overfokusering på boglige præstationer”.

For mig er det altid svært at sluge generaliseringer, for selvom vi tilhører samme race, er der ikke to mennesker, der har samme udgangspunkt, væsen eller mål.

I mit verdensbillede er det balance, der er kodeordet.

Der skal ikke være tale om et enten-eller. Vi skal være mennesker med individuelle profiler, ikke ensrettede maskiner. Men derfor kan vi godt lære noget samtidig.

Det giver god mening, at børn og unge bliver dygtige til det, skolen tilbyder dem at lære.
Det er jo derfor, de er der. Og uddannelse gør faktisk en stor forskel, både på det personlige og det samfundsmæssige plan.

Iøvrigt er mange faktisk oprigtigt sultne efter at lære noget. Også som voksne.

Så kan det ske, at noget kan være svært at lære. Her gør det en kæmpe forskel, om der er hjælp at hente i lektiecafeer eller hos forældre, der har tid, lyst og mulighed for at hjælpe.

Problemet opstår, når kun top karaterer er gode nok. Når mennesker skal bevise, at de er gode nok ved udelukkende at stræbe efter de bedste karakterer. Når det er karakteren og ikke viden, der er målet.

Hvis det skal aflæses på en karakterskala, om vi er gode nok og har værdi som mennesker, så er der ikke længere balance.

Så er det, at vores børn og unge nok bliver til noget, men ikke til nogen.

I min optik kan man godt både være dygtig i skolen og et socialt menneske i fred med sig selv.

Men det kræver, at der er fokus på balance og at de rette omstændigheder er til stede.

PS. Læs mere: Hvad er forskellen på selvværd og selvtillid?