Ensomhed – en folkesygdom, der forkorter livet

Der tales meget om ensomhed.

Før i tiden var det ofte de gamle, der led af ensomhed.

Nu taler vi om, at ensomhed er en plage blandt børn og unge og såmænd også blandt voksne.

Gennem forskning er det blevet klart, at ensomhed kan forkorte livet betragteligt og det understreger vigtigheden af, at vi som mennesker forbinder os med hinanden – det giver så god mening, da mennesker er flokdyr og derfor kun trives, når de er en del af en (større eller mindre) flok.

Ensom og alene er ikke det samme

I medierne bliver begreberne dog ofte blandet sammen og derfor kan det være svært at finde hoved og hale i, hvad ensomhed egentlig er og hvorfor det ikke er det samme som at være alene.

Med forvirring i begreberne bliver det også svært at se indad og afklare, om vi i grunden mærker ensomhed, eller om vi “bare” er alene.

Selvfølgelig kan vi være begge dele på samme tid, det siger sig selv.
Men fx kan vi sagtens føle ensomhed, når vi er sammen med andre og vi kan være alene uden at føle os ensomme.

Hvad er ensomhed?

Ensomhed er i bund og grund et eksistentielt vilkår. Og vi kan bedst definere det som det modsatte af forbundethed med andre.

Vi fødes alene og den dag, vi dør, er der intet følgeskab – vi må afsted alene, også selvom familien følger os på vej.

Når vi træffer vigtige livsvalg, går til eksamen, gennemgår svær sygdom, oplever skilsmisse eller andre tab, kan ensomheden trænge sig på. Det er kun mig, der oplever præcis det, jeg går igennem på den måde, jeg nu gør.

Forhåbentlig kan andre (forsøge at) sætte sig ind i, hvad jeg går igennem, men der er mig, der gennemlever det.

Hvis de andre går igennem det samme, vil der være fællesnævnere, men vi oplever alligevel forskelligt. Nogle er optimister, nogle det modsatte. Nogle har strategier for ikke at mærke, hvor svære tingene kan være eller hvor ensom, man kan føle sig i netop den aktuelle situation.

Når vi ikke har nogen, vi kan dele vores inderste tanker og følelser med, kan det føles skrækkeligt ensomt. Eller hvis vi faktisk deler med andre, men ikke føler os mødt.

Ikke at blive set og forbundet

Problemet opstår, når ingen – ingen – ser os, interesserer sig for os eller har lyst til at udveksle oplevelser, meninger, følelser osv. med os. Hvis vi føler os usynlige.

Eller hvis vi ikke selv tør dele vores tanker, følelser og længsler med andre. Måske har vi lært hjemmefra, at vi ikke er vigtige nok til at andre gider høre på os, måske har vi lært, at det er alt for selvcentreret at tale om sig selv eller måske passer vi på os selv ved at gemme vores følelser væk.

Det kan i sig selv være årsag til, at andre ikke kan se os. Vi gemmer os selv væk og bliver derfor utydelige for andre.

Det kan blive en selvforstærkende negativ skrue, for jo mere vi ikke bliver set og mødt af vores omgivelser, jo mere forkerte og ensomme kan vi blive.

Mange af os kan endda have svært ved at dele glæde, måske fordi vi har lært, at det er upassende at vise (for meget) glæde. Måske er jeg bange for at kaste lys på mig selv eller at andre kan blive kede af det eller misundelige, hvis jeg selv er (for) glad.

Men glæde er netop en følelse, der rummer behovet for at dele. Det er en følelse, der i virkeligheden binder os sammen. Bare tænk på fest og dans, fodboldlandskampe osv.

Det er super ensomt, hvis vi ikke kan dele vores glæde med nogen.

Men også følelser og tanker omkring fx vrede, angst, skam og sorg er vigtige at dele med en anden person. En person, du stoler på og tør være helt dig selv sammen med. Bare det at turde åbne op om det, der er svært, er en uvurderlig støtte.

Vi kan ikke altid opleve, at den anden person møder os, som vi har behov for, men ofte er det heldigvis tilfældet.

Hvis ingen møder os, når vi forsøger at åbne os, kan det føles smerteligt ensomt, fordi vi så må gå alene med vores tanker og følelser, vores smerter og bekymringer. Det gør i sig selv ondt.

Hvis vi – ofte på grund af tidligere dårlige erfaringer – ikke tør åbne os over for andre, er der et indre arbejde at gøre.

Vi kan godt gøre noget ved det

Den gode nyhed er, at vi godt kan gøre noget ved det, hvis vi mærker, at ensomheden fylder for meget i vores hverdag.

Første skridt er at mærke den – det kan i sig selv være svært nok, fordi det er smertefuldt.

Næste skridt er at forstå den – det er et stykke detektivarbejde, der kræver fordybelse og vedholdenhed.

Hvad gør den følelse ved mig? (Jeg bliver ked af det, skamfuld, vred på mig selv eller andre?)

Hvad får den mig til at gøre eller undlade at gøre? (Straffer mig selv, undgår at møde andre, spiser for meget, misbrug, overdreven selvkritik?)

Hvor kommer den fra? (Hvornår, hvorfor og hvordan begyndte jeg gemme mig for omverdenen?)

Endelig handler det om at bryde ensomheden, men for de fleste bliver det for svært, hvis forarbejdet ikke er gjort.

Hvis du døjer med ensomhed

…så vid, at du kan ændre det.

Det kræver en indsats, men gevinsten venter på dig.

For selvom ensomhed også er et eksistentielt grundvilkår, så er det langt fra meningen, at ensomhed skal dræne din livskvalitet og blive en selvforstærkende faktor i din dagligdag.

..og hvis du har brug for følgeskab

Hvis du mangler følgeskab i din proces med at transformere din ensomhed, står jeg til rådighed som din terapeut, vejleder og procesguide.

Ring til mig nu på 22 19 10 32

eller send mig en mail på diana.lindegaard@gmail.com

Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Venlige hilsner

Diana Lindegaard