Stop med at tude lige nu!

På en af mine mange gåture i min yndlingspark, passerede jeg forleden en familie, der var på vej hjem fra søndagsudflugt.
De havde ganske små børn med og alle, voksne som børn, var tydeligvis trætte. Alt for trætte.

En lille pige, der vel har været 3-4 år, smed sin miniaturecykel fra sig og faldt grædende sammen på sine knæ.

Moren tog pigen hårdt i armen og sagde vredt: “Nu holder du altså op med det tuderi!”, hvilket naturligvis fik den lille pige til i første omgang at græde endnu mere voldsomt – indtil hun hikstende fik bugt med sit følelsesudbrud.

Det stak mig så hårdt i hjertet at se dette lille og vist nok ret almindelige optrin.
Min sympati gælder både mor og datter.

Datteren af indlysende årsager: hun var dødtræt midt i et sceneri, hun ikke selv har bestemt.
Oveni træthed og afmagt blev hun samtidig gjort forkert, fordi hun viste, hvor træt hun var.
På toppen af det, skulle hun mærke sin mors vrede og sin egen følelse af ikke bare at være utilstrækkelig, men også den hjerteknusende logik: Mor kan ikke lide mig, når jeg er ked af det.

Det fik mig til at tænke på, at håbløst mange af os fra barnsben har lært at skrue helt ned, når vi var kede af det, vrede eller i andre unævnelige følelsers vold.

Når vi lærer, at vi ikke må være kede af det, lærer vi også at undertrykke disse “grimme” følelser.
Vi tilpasser os og gør os selv følelsesløse, men ikke smertefri. Tværtimod.

For følelser går ikke bare væk, fordi vi ikke vil mærke dem.

Vi forsøger at jage dem væk på alle mulige måder: spise dem væk, drikke dem væk, blive syge (fordi de undertrykte følelser lejrer sig i kroppen), blive arbejdsnarkomaner eller på anden måde fjerne fokus fra de følelser, vi ikke vil mærke.

Den udmattede mor har også min medfølelse, fordi jeg genkender hendes træthed over at have gabt over for meget.
Fordi jeg også har prøvet at være så udmattet, at depotet for overskud og kærlig omsorg var totalt udtømt og automatpiloten tog over og udførte den reaktion, jeg selv lærte som barn: at vi ikke må være kede af det.

Følelser er sjælens sprog, og de kommer til os med livsvigtige beskeder om, hvorvidt vi er på rette kurs eller ej.
Så hils dem velkommen og lyt, lyt lyt til deres budskab.

Og lær dine børn det samme – det gør du forresten ved selv at (gen)lære det.