+45 28 83 05 32info@lifeship.dk Vester Voldgade 104, 2., 1552 København V

Husk hele dig…

…hvis du vil noget

Menneskelige facader er dybt interessante – men hele mennesker er endnu mere interessante.

I dag kritiseres mange for kun at skilte med den pæne facade på de sociale medier. Har du for resten lagt mærke til, at det er meget lettere at tage en ”pænt” billede af dig selv, end hvis en anden gør det? For når du selv tager det, bliver det præcis i den vinkel, hvor man ikke ser dobbelthage, stor næse eller skæve tænder. Mens en anden typisk vil tage et billede af dig, som du reelt ser ud – og som de fleste ser dig.

Er det forkert at skilte med det pæne? Er det forkert at dele sin glæde over et elegant glas vin, dekorativ mad, lækker baby eller overdådig udsigt? Er det forkert at have øje for det smukke i livet og give andre mulighed for at glædes samtidig? Kan man forestille sig, at dét at dele noget godt, er med til også at åbne andres øjne for, hvad der er godt og smukt…lige her og nu?

I gamle dage hed det, at man ikke skal ”lufte sit beskidte vasketøj”, underforstået: del ikke dine problemer med andre, de tilhører privatlivet. Så det er vel nærmest kulturelt betinget med alle succes-opslagene på de sociale medier, eller hvad?

Andre synes at ride på en reality bølge af grå og problematisk hverdag. De poster opslag, der kan lede tanken hen på, om de reelt gør en karriere ud af at ”lufte deres beskidte vasketøj”. Det giver masser af likes, fordi der er intet som andres ulykke, der kan sætte ens eget liv i et bedre perspektiv. Og mens man spejler sig selv i andres vasketøj, kan man føle sig lettet over ikke at være alene om at have problemer.

Vi er forskellige og alligevel ens

Måske er vi mennesker bare forskellige i vores fokus. Nogle af os slår lejr i vores problemer og vores fokus er bare flere problemer. En overaktiv frygthjerne forsøger fra vores ubevidste at sikre os overlevelse, hvis bare vi har øjnene åbne for alle de farer, der lurer. Selv når lykken banker på, leder vi mistroisk efter skjulte fejl og mangler. Andre har øjnene stift rettet mod succes og kampen om lykke og skønhed, mens de stædigt undertvinger det modsatte: problemerne, frygten, udgifterne, fiasko og tristhed.

Sagen er, at menneskeliv altid rummer begge dele. Intet liv er uproblematisk. Ingen slipper for udfordringer, sorg og nederlag.

Hvis vi tror på de perfekte facader, tager vi fejl. Og hvis vi tror, at livet kun er let og sjovt, befinder vi os i en fundamental vildfarelse.

Hvis vi står ved det, kan vi lære noget.

No free lunch

”There’s no such thing as a free lunch” er et udtryk, der bruges af økonomerne for at beskrive, at der altid er en udgift, en indsats eller en bagside, når vi vil opnå noget. Hvis du bliver lokket med fri bar, er det altid for at du skal lægge penge for flere drinks senere. Og derved betale hele prisen.

Overført til livet betyder det, at der også her er både indtægter og udgifter. Lyse og mørke sider. Elementer, der fylder os med lykke og elementer, der dræner os og tager modet fra os.

Vi skal ikke kun kan fokusere på det ene, for det andet er der også…altid. Hvis du elsker nogen eller noget, vil frygten for at miste det igen altid være følgesvend. Hvis du vil forfølge en vild karriere, må du dygtiggøre dig indenfor dit felt. Hvis du vil bo smukt, spise lækre steder eller rejse meget, må du skaffe den indtægt, der kan give dig netop det. Hvis du vil skabe noget, skal du bruge tid og indsats på det. Hvis du vil være en god forælder, partner, chef eller kollega, skal du yde en indsats, måske endda udvikle dig personligt. Det kommer ikke af sig selv.

Selv når du nyder såkaldt gratis glæder som kærlighed, natur og godt helbred – vil der være skyggesider med i købet. Naturen er både smuk og fæl, og vi skal passe aktivt på den for at bevare den. Kærlighed og helbred falmer, hvis vi ikke gøder med næring og energi.

Der er altid en pris, vi er bare ikke altid opmærksom på det – eller vi glemmer, at pris ikke altid afregnes i kroner og øre.

Tag personligt lederskab

Vi kan også kalde det årsagssammenhæng. Dine resultater er altid en følge af dine tanker og din indsats – eller manglende indsats.

Eller vi kan kalde det ansvar – hvis du vil have noget, så vid, at det kræver en indsats.

Du narrer dig selv, hvis du kun ser det lyse, eller kun ser det mørke. Begge dele fylder. Begge dele har krav på din opmærksomhed.

Giv plads til hele spekteret. Og tag dig selv med i processen som hele det menneske, du er, hvis du gerne vil være i balance og hvis du gerne vil noget.

Du kan meget mere, end du tror, og du er meget mere end du tror.