Har du oplevet the hall of shame?

De fleste af os har – enten på egen krop eller gennem andre.

De fleste af os har oplevet afslutningen på den hektiske eksamenstid, hvor det endelige resultat – fx studenterhuen – er en realitet.

Igår blev jeg mindet om, at den afslutning kan være en virkelig skidt oplevelse for nogle.

Nemlig dem, der ikke formåede at leve op til egne eller familiens forventninger.

Dem, der i sammenligning med klassekammeraterne dømte sig selv til skam og spot.

Dem, for hvem den festlige dag slet ikke blev så festlig.

På dette gymnasium er traditionen, at de nyudklækkede studenter kommer til syne og går ned ad en laaang trappe, mens håbefulde familier, venner og klassekammerater venter spændte og glade i hobetal ved foden af trappen.

“Hvad fik du?”

Netop dét spørgsmål møder den nyudklækkede som det første, når hun rammer gulvet efter den lange nedstigning.

Det er naturligvis ingen sag at fortælle det frit og stolt, hvis afslutningskarakteren er 10 eller 12 – eller måske endda 7.

Hvis studenten derimod har scoret en lavere karakter er det til gengæld ikke særligt fedt at skulle stå til offentligt regnskab med sin skuffelse, uanset hvad den skuffelse måtte være vokset af.

For nogle studenter er denne nedstigning en håbløs og endeløs række af trin i the hall of shame, der ellers er fyldt til bristepunktet med feststemte mennesker.

Grænseoverskridende…

Vi taler så meget om karakterer, elite og konkurrencesamfund.

De fleste af os er også (heldigvis) enige om, at vi mennesker består af andet og mere end vores præstationer og at det dybest set ingen verdens værdi har, om vi er den bedste til noget – udover at det selvfølgelig kan udløse en vis form for selvtillid.

Ikke desto mindre er det altså karakteren, vi typisk spørger til som det første, når ynglingen kommer ned ad trappen med huen på hovedet.

Det er sikkert og vist, at spørgsmålet er velment og at intentionen aldrig er utidig indblanding – men det er faktisk utidig og respektløs indblanding!

I bund og grund hører karakterer til i privatsfæren, præcis som saldoen på bankkontoen eller din lægejournal gør.

Karakterer er en privat sag. Og den grænse skal ikke overskrides – end ikke, når forældre og andre kommer til at glemme, at studenten reelt er et voksent menneske med fuld ret til privatliv og eventuel bearbejdelse af en skuffelse, der kan være forskellige grader af ubærlig.

Tillykke med huen

Hvordan får vi pårørende så stillet vores (kærlige) nysgerrighed?

Vi venter…simpelthen. Vi venter, til studenten selv er landet og vi lader studenten fortælle af egen drift, både hvad og til hvem, hun finder det naturligt og ok.

Vi viser vores respekt for det unge menneske, der oplever en virkelig, virkelig vigtig dag i sit liv.

En dag, der ikke bør drukne i skam og tårer, fordi vi andre helt glemmer, at det kan have omkostninger at stille så direkte og grænseoverskridende spørgsmål i fuld offentlighed.

Istedet for spørgsmålet kan vi vælge at give en ordentlig krammer og sige:

Tillykke med huen – hvor er jeg glad for at se dig!

PS. En ung student håndterede det med skøn humor, da han blev mødt af spørgsmålet: “Hvad har du fået?”
Han svarede kort og godt: “Jeg har fået en øl…”