Hvert kapitel sin charme
I lørdags flyttede min yngste (datter) hjemmefra. To år siden studentereksamen er fløjet afsted.
I dag har min ældste (søn) afleveret sidste eksamensopgave på sin bachelor. Tre år gik hurtigt i tilbageblikket.
Jeg er selv lidt sprød i dag, for idag er også begyndelsen på et helt nyt kapitel for mig:
Mor uden hjemmeboende børn.
Faktisk har jeg frygtet denne dag i årevis.
For det har været så ultra meningsfuldt at være mor. At være i selve brændpunktet for den kreative proces, hvor mine små hjælpeløse unger er blevet voksne, ansvarlige og kærlige mennesker med masser af mod og nysgerrighed på livet.
Jeg føler, at jeg har spillet en vigtig rolle. At jeg har været (og selvfølgelig stadig er) vigtig for dem – præcis som de er vigtige for mig.
Begge mine unger er (som jeg selv) berørt over at træde ind i et nyt afsnit af livet. Og dybt taknemmelige over dét kapitel, de (vi) siger farvel til.
Det er både smukt og rørende – og det gør samtidig lidt ondt af ren og skær vemod.
Hele livet er jo i virkeligheden én lang række af overgange, og uanset om overgangene er ventet og måske endda planlagt – eller om de kommer uventet og uvelkomne, så venter det nye kapitel om hjørnet, også selvom det lige her i begyndelsen kan føles både tomt, utrygt og ja, sørgeligt afskedsagtigt.
For vi ved ikke, hvilke farver, smag og stemning, de næste dage, uger og år bringer med sig.
Vi ved endnu ikke, hvad vi vil fylde i den næste tid og hvem vi især skal følges med på tæt hold.
Mine unger vil altid, altid være tæt på. Uanset hvor de er.
Symbiosen ændrer karakter, men ikke til noget dårligere, bare til noget andet.
Av, av, det gør sgu ondt – men på den gode måde.