Krænkeren og den hemmelige gevinst (Dramatrekanten 3/4)
Krænkeren
I Dramatrekanten udspilles 3 roller, Redderen, Krænkeren og Offeret.
Krænkeren bor inde i dig – også selvom du ikke ser dig selv sådan, og selvom du ikke ønsker at krænke andre.
Alle vores konflikter udspringer af, at vi ubevidst spiller mindst én af de tre roller i Dramatrekanten: Redderen, Krænkeren eller Offeret.
Det gælder både på personligt plan og på globalt plan.
Krænkeren kan være en indlært rolle fra din barndom.
Krænkeren kan også skabes af magtesløshed eller mangel på energi og overskud.
I dramaet forsøger krænkeren (ubevidst) at stjæle magten fra sit offer for netop at føle den styrke og magt, hun i virkeligheden savner.
Læste du afsnit 1 og 2?
Krænkeren er en af de tre hovedroller i Dramatrekanten, som denne lille føljeton handler om.
Læste du de første to afsnit? Ellers har du chancen her:
- Hvilken af disse tre roller er din favorit – Dramatrekanten (1/5)?
- Er du røget i denneher adfærdsfælde – Redderen (2/5)?
Derfor skal du kende din indre krænker
Som sagt kender vi alle krænkeren. Vi kender krænkerrollen fra os selv og fra andre.
Mange af os har oplevet en af vores forældre som krænkende – uden at dette behøver at betyde, at vi var udsat for deciderede fysiske overgreb.
Den mentale krænker er lige så almindelig som redderrrollen, som jeg gennemgik i sidste indlæg.
Krænkeren stjæler sin styrke fra andre.
Som krænker er din (ubevidste) logik: Jeg er ok – du er ikke ok.
Men i virkeligheden føler krænkeren, at hun ikke er ok – derfor bliver hun nødt til at gøre andre forkerte, for selv at føle sig mere rigtig.
Ved at træde på andre, kan hun bilde sig selv ind, at hun er bedre, men hendes “drive” er altså, at hun føler sig svag og magtesløs og at hun ønsker at ændre disse negative følelser.
Karakteristika
Som ordet krænker antyder, er det en person, der overskrider andres grænser ved at kritisere, skamme ud, anklage, dømme og irettesætte på en bedrevidende måde.
En krænker kan optræde truende, højrøstet, kontrollerende og manipulerende.
Krænkeren bebrejder andre og fralægger sig selv ansvaret.
Gennem krænkelserne får krænkeren afløb for sine egne negative følelser.
Måske har krænkeren i sin egen barndom haft en krænker som rollemodel og har selv lært rollen gennem opvæksten.
Måske har krænkeren oplevet livet som kaotisk og forsøger at undgå at mærke eller dække over sin egen usikkerhed og sårbarhed ved at kaste fokus på andres såkaldte fejl og mangler.
Krænkeren kan bære på et indre ønske om at få hjælp fra andre, men da hun har lært, at det er tegn på svaghed at have behov for hjælp, håner hun andre, der ikke gør det godt nok eller som ikke kan klare sig uden hjælp udefra.
Som krænker frygter du at være magtesløs – derfor forsøger du at dække dit behov for styrke på en dysfunktionel måde.
En krænker føler en umiddelbar gevinst i form af magt, men som du sikkert allerede har gættet, så virker den strategi ikke, hverken på kort eller lang sigt.
Krænkeren tiltrækker ofre
Ligesom Redderen, tiltrækker Krænkeren personer, der er villige til at spille Offeret i relationen.
Mange virkninger af Krænker/Offer relationen ligner Redder/Offer relationen.
Som krænker projicerer du også dine egne problemer over på andre.
Som krænker ændrer du ikke andre, men vedligeholder det dysfunktionelle – du vedbliver at være krænker og dit offer vedbliver at være offer.
Fordi krænkeren ikke står ved sine egne behov, men ofte nægter at se dem i øjnene, bliver krænkeren et offer for sig selv.
Slip krænkeren i dig
Tænk over din adfærd. Genkender du dig selv i krænkerrollen, kan du øve dig i at slippe den igen.
- Kend dine egne behov og tag ansvar for dem
– de er der, uanset om du anerkender dem eller ej - Læg mærke til, hvornår du er på andres banehalvdel
- Læg mærke til, hvornår dramaet er i gang (Jeg er ok – du er ikke ok)
- Tænk over, om der er situationer/personer, der får krænkeren frem i dig
- Vær ligeværdig i dine relationer
- Bliv din egen bedste ven – acceptér dine egne “svage” sider
- Lær at sætte dine egne grænser fremfor at overskride andres
Særligt om forældre og parforhold
Særligt som forældre kender du måske til, at din indre krænker viser ansigt.
Dels fordi det måske er en nedarvet rolle, dels fordi du forveksler dit forældreansvar med den krænkende rolle.
Som forældre kan vi sagtens løfte vores forældreansvar uden at krænke vores børns grænser.
De fleste forældre, der har udfordringer med deres børn, er enten reddere eller krænkere.
De fleste børn, der har problemer med deres forældre, er børn af forældre, der foretrækker offerrollen.
Præcis det samme gælder i parforholdet, hvor den ene part typisk spiller Redder eller Krænker, mens den anden part spiller Offeret.
Det lyder ikke så pænt at være krænker, men du skal vide, at den rolle er superalmindelig.
Pointen er, at rollen blokerer din styrke og Dit Personlige Lederskab fremfor at bygge dig op.
Følg med og lær om Offeret
I det sidste afsnit af denne serie om Dramatrekanten sætter jeg fokus på den interessante offerrolle, som både du, jeg og alle andre også kender til.
Du kan læse med her:
Mere fra mig…?
Har du lyst til at læse mere fra mig, så tilmeld dig nyhedsbrevet nedenfor eller ’synes godt om’ min profil på Facebook (nederst i højre kolonne) og følg med i mine indlæg på den måde.
Jeg glæder mig meget til at følges lidt ad med dig.