Må I gerne være uenige i din familie?
Kan vi være enige om, at vi gerne må være uenige?
Hvordan foregår det hos dig – hvis I er uenige i familien?
I et familieskænderi, kan der ske mange forskellige ting:
- èn råber, mens de andre lytter
- alle råber, ingen lytter
- nogen råber, andre bliver kede af det
- én trumfer sit behov igennem mens andre må undertrykke deres
- nogen siger noget, de senere fortryder
- nogen siger ikke noget, så andre bliver usikre
- én person gør en anden person forkert
- én vinder, de andre taber
- ingen vinder, alle taber
- …og mere af samme skuffe
Jeg har ikke patent på den perfekte meningsudveksling, hvor alle lytter og alle kommer videre på en god måde.
Alligevel har jeg lyst til at nævne et par ting, vi kan overveje, INDEN følelserne løber af med os næste gang, uanset om det er vores partner eller teenager, der tænder lunten:
Undgå:
- at bruge du-budskaber (du er dum, du tænker dig ikke om osv.)
- at bruge ordene altid/aldrig (du kommer altid for sent/går aldrig ud med skraldespanden)
- at skændes, når I er trætte eller stressede
- forhør
- at løse andres problemer
- at kommandere, forbyde, formane, true, moralisere, komme med gode råd
- nedsættende tale: kritisere, fordømme, bebrejde, håne, belære, latterliggøre
Det kan også siges kortere: Husk R-E-S-P-E-K-T
Både partnere og teenagere er også en slags mennesker og gensidig respekt er et godt udgangspunkt for den kontakt, der er mellem os.
Når vi bliver rasende, handler det sjældent om hverken partner eller teenager, men langt oftere om, at tingene/personerne ikke er, som VI vil have det. Hvilket selvfølgelig er møgirriterende, men uundgåeligt.
I familien har – især de voksne – ofte en helt indforstået logik om, at vi allesammen skal være enige.
Men hvorfor egentlig? Vi kan være enige om mangt og meget, men det er vel nærmest utænkeligt, at vi kan være enige om alt – særligt i teenagefamilien, hvor de unge løver begynder at få deres egen mening om stort og småt.
Hvis ikke vi lærer, at vi kan være uenige i familien, hvordan skal vi så kunne begå os i andre sammenhænge, hvor forskellighederne kan være endnu større?
Uenighed er – i mine øjne – helt ok. Også i familien. Måske især i familien.
Udfordringen er at lære at være uenige.
Kun hvis vi lærer at lægge puslespillet, så ingen bliver tromlet ned eller gjort forkerte, kan vi gøre os forhåbninger om livslange, nærende og meningsfulde relationer med vores partnere og børn.
Og dét er vel værd at ofre noget respekt på?