Min søn har fødselsdag i dag. 21 år er der gået siden han efter meget besvær begyndte at trække vejret i dette univers.

Han er min førstefødte og eneste søn. Men hvilken søn.

Allerede da han var ganske lille sagde han til mig, at han godt var klar over, at han skulle lære noget af mig og andre voksne, men at jeg (og de andre voksne) skulle huske på, at vi også skulle lære noget af ham.

De ord har altid ligget i min hukommelse, for det er noget af det klogeste, jeg har hørt.

Og det er – helt generelt set – så rigtigt, at vi voksne kan lære, eller genlære, så uendeligt meget af vores børn.

Vi kan lære, at møde verden med umiddelbar nysgerrighed og opleve den uden fordomme. Vi kan lære, at lege og fordybe os i netop dét, der interesserer os lige nu. Vi kan lære at gå efter dét, vi ønsker os. Vi kan lære at skraldgrine, når vi er glade og stortude, når vi er kede. Vi kan lære, at det er ok at være sårbar, skuffet eller vred.

Med inspiration fra vores børn kan vi – måske – lære at genskabe kontakten til os selv og igen mærke vores kerne. Vi kan genåbne alt det, vi var som børn. Alt det, som vi gennem tiden har lukket ned for i den overbevisning, at nedlukning hørte med til dét at blive voksen.

Min søn, du har om nogen lært mig, hvor vildt livet er og at det skal spises fuldt og helt, krydret med alle farver og smag i alle afskygninger.

Nu er du nået 21, og du har heldigvis stadig ikke lukket ned, så jeg ved, at der er masser håb for dig.

Du har forstået, at du selv skaber dit liv. At dit liv er dit ansvar.

Må du få det bedste år nogensinde, det fortjener du. På alle tænkelige måder.