Måske tænker du: lukket ned, mig – det tror jeg da ikke.

Men alle mennesker er sarte og skrøbelige væsener, der forsøger at beskytte sig selv mod ubehagelige følelser såvel som oplevelser. Følelser og oplevelser, der er uundgåelige, men som illoyalt afslører os som sårbare og – i vores verden måske også svage.

Gennem opvæksten bliver vi trimmet til at være stærke, selvstændige og ansvarlige. En naturlig udvikling mod at blive voksen, men også et pres, der lægger en gevaldig dæmper på vores lyst, vilje og dermed også evne til at udtrykke alle de følelser, der IKKE signalerer succes og styrke.

Jeg taler også om mig selv her. Jeg kender om nogen til at have en stærk, glat overflade. Og jeg har troet så meget på den, at jeg helt glemte at mærke efter, om den bare var der for et syns skyld, eller om den virkelig repræsenterede mig.

Som barn havde jeg svært ved at rumme alle de triste følelser, som verden ind imellem desværre også kalder frem. Jeg husker følelsesmæssig smerte, som kunne være helt fysisk. Som du måske også kender til, hvis du ser en sørgelig film og får en klump i halsen.
Min klump fyldte bare hele kroppen og lammede mig. Ikke særligt smart, når man gerne vil være stor, fornuftig og stærk.

Så jeg lukkede ned. Skærmede mig mod alt muligt, der kunne tænkes at fremkalde de følelser, der var så svære at give plads. Tænkte på noget andet. Vendte mig hele tiden mod noget, der kunne opløfte mig istedet for at afsløre mig som det følsomme, sårbare menneske, som både du, jeg og alle andre i virkeligheden er.

Jeg har også forsøgt at dæmpe mine følelser med alt fra mad til TV-kiggeri og shopping. Ikke bevidst, men sådan automatisk, når mit humør trængte til et boost eller jeg trængte til ikke at tænke på noget.

Udfordringen er, at undertrykte følelser ikke går væk. Vi holder dem nede som en badebold under vand, der hele tiden søger mod overfladen. Det kræver flere og flere kræfter at holde dem nede, dvs flere og flere afledningsmanøvrer, eller mere og mere afhængighed af mad, sukker, tv, arbejde, træning, lykkepiller og hvad vi ellers kan finde på.

Det magiske er, at hvis vi beslutter os for at mærke vores følelser igen (hvilket kræver høj bevidsthed om de mønstre, der holder dem nede), så er det som at lægge farver på et sort-hvid billede.

Livet bliver mere nuanceret, og dine følelser – de gode såvel som de såkaldt dårlige – er det mest avancerede og personlige værktøj, du overhovedet kan bruge, for at finde den vej, der fører til det liv, der giver mening for dig.

Den vej kan du kun finde, hvis du giver alle dine følelser lov til at stige op til overfladen.
Du er simpelthen nødt til at kunne mærke dig selv, hvis du skal kunne mærke, hvad der er rigtigt og forkert for dig. Det er en personlig sag og du kan ikke bruge andres valg her.

Må vi så aldrig dulme vores følelser mere? Jo, hvis vi gør det med bevidsthed og sørger for, at det ikke bare er en vane. Det tærer på kræfterne at mase med at holde den badebold under vand.

Jeg ved det, fordi jeg selv har prøvet det.

PS. husk, at mine blogs også handler om dine børn. Hjælp dem med at rumme alle følelserne. Og husk på, at du er deres rollemodel.