Som mennesker tilhører vi alle den samme art og vi er derfor også i udgangspunktet ens.

Imidlertid bliver vi allerede fra vi ligger i mors mave præget af det miljø, der omgiver os.

Vi vokser os forskellige. Vaner, uddannelse, kultur osv. afgør, hvordan vi udvikler os og hvilke mennesker, vi bliver til.

Ikke desto mindre har vi stadig de samme behov.

Ikke alene har vi behov for mad, drikke, søvn og varme, men også vores behov for sikkerhed, fællesskab, uddannelse og frihed er grundlæggende.

Forestil dig, to heste. Den ene avles og trænes til at løbe stærkt, den anden til at springe højt. De to heste vil ikke have succes med at bytte plads. Men det er stadig to heste. Samme art. Samme behov.

I familien, på vores arbejdsplads og generelt i det hele taget, bliver vi ofte udfordret, hvis der er én, der er lidt anderledes end vi andre er.

Vi vil gerne have, at vores børn er som de andre børn. Vi vil gerne have, at vores medarbejdere eller kolleger passer ind i en ensartet sammenhæng.
Fordi det er lettest og mest overskueligt for os. Det gør os trygge.

Men det er en kamp op ad bakke, fordi det er imod det enkelte menneskes særlige natur.

For barnet eller medarbejderen betyder det, at den enkelte må klippe en tå og hugge en hæl for at passe ind. Der bliver lukket ned for de særlige evner, eller nysgerrigheden efter dét, vi andre ikke nødvendigvis interesserer os for.
Omvendt går flokken glip af den viden, de perspektiver og de talenter, der ellers kunne have udviklet sig.

Selvfølgelig er der fælles adfærdsregler, der må iagttages.
På arbejdspladsen, i familien og i skolen er der ting, der skal passes for at skabe sammenhæng.

Men lad os enes om vores fællesnævnere og rumme hinandens forskelligheder.

Og tving ikke en hurtigløber til at være højdespringer, for det er tvivlsomt om det bliver en succes.