I dag fylder Claudia 17 år. Hun er et vinterbarn (som sin bror og sin mor iøvrigt), men ikke desto mindre en solstråle, der har lyst op i familien siden den kolde januar eftermiddag for mange år siden, hvor hun for første gang hilste på sin stamme.

Omend hun er en solstråle, kan hun til tider grille sine omgivelser med et ganske overdådigt temperament, der kan fylde ud i selv de mindste kroge af huset – og vupti, på et splitsekund, kan fiasko vendes til succes og solen viser igen sit mildere ansigt. Det kræver rummelig- og tålmodighed at have sådan en hvirvelvind indendøre.

Det er nu mit barn nr. 2, der om føje år tager afsked med sine teenage år, og selvom det på papiret er en laaang overgang, ikke mindst for teenageren, så føles det for mig som om det var igår, hun startede på gymnasiet, for ikke at sige i 1. klasse eller i børnehaven – “bønnehaven”, som hun kaldte det dengang.

I dag vil vi fejre Claudia for at være præcis som hun er. For at spille på hele følelsesregisteret, for at være i integritet med sin sjæl, for at indsnuse livet i fulde drag, for at insistere på, at livet er en succes og for at bidrage til verden med alle de glimt, hun sender ud, de skrappe såvel som de milde.

Hav en strålende vidunderlig dag, min Claudia.