Hjælp dig selv

Det er vist passende, at jeg med det samme indrømmer, at jeg har været verdens dårligste til at bede om hjælp.

Jeg har lært hjemmefra (og tak for det, mor), at man skal være selvkørende. At det er bedst, hvis man ikke er afhængig af andre.
Der har boet en overbevisning i mig om, at det er svagt at vise svaghed.

Derfor har jeg klaret mig selv – eller rettere sagt slæbt mig selv gennem meget skidt, før jeg lærte at bede om hjælp. Uanset om vi taler om fysiske/psykiske “svagheder” eller arbejdsmæssige og/eller familiemæssige udfordringer har jeg sat en stor ære i at klare mig selv.

Men hvad ville du sige til din datter, hvis hun ikke kunne finde ud af sine lektier? Ville du hjælpe hende? Og hvis du ikke selv kunne, ville du så finde nogen, der kunne? Eller hvis din søn faldt på sin cykel og kom til skade – ville du så sørge for, at han kom til læge?

Det er faktisk så banalt, for selvfølgelig ville vi hjælpe vores børn, partner, ven, nabo, kollega osv.
Men mange af os har altså svært ved at hjælpe os selv. Svært ved at bede om den hjælp, der kan bringe os videre.

Jeg tror nok, at jeg har lært at bede om hjælp nu, og så alligevel ikke.

I efterårsferien har jeg kastet mig ud i at male mit køkken. Selv. Lidt overdrevet sagt, for min mand har hjulpet en hel del, men du forstår nok pointen.
Nu sidder jeg med et overanstrengt knæ og skummer over, at jeg ikke fik hjælp til projektet i tide.

Når du læser med her, er det fordi du – ligesom jeg – er en leder.
Du er leder i dit liv, i familiesammenhæng eller måske endda professionelt.

En af de vigtigste opgaver for en leder er at erkende, når der er brug for hjælp udefra. Til os selv eller dem, vi er ledere for.
Det er et ledelsesansvar, og som leder må du altid gå forrest.

Det er vores (dit og mit) ansvar at bede om hjælp, ikke kun til vores børn eller medarbejdere, men også til os selv.