…men du ved det godt

Igår sad jeg som så ofte før med en kunde i sofaen. En yngre kvinde med rod i livet – hendes ord, ikke mine.

“Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg vil”, var de ord, som er så velkendte for mig at høre. Igen og igen.

Det er som regel med en vis flovhed, at disse ord kommer ud.
Og det tror pokker, for når vi kigger på de mange mennesker, der hekser rundt og virker målrettede og motiverede i deres iver efter at lande på den hylde, der forhåbentlig vil give dem følelsen af at være nået det rigtige mål – så føles det ensomt ikke selv at være på vej.

Jeg synes, at den unge kvinde er super modig. Hun tør se sit eget største problem i øjnene.
Til forskel fra mange, der hovedløst styrer mod et mål, der i virkeligheden ofte slet ikke er et dybfølt ønske om at forfølge.

Ikke at der er noget galt i at være målrettet og motiveret, slet ikke. Det er da den fedeste følelse, hvis bare den er ærlig og ikke formet af omgivelsernes forventninger.

Det sjove – eller mærkelige – er, at vi i virkeligheden allesammen godt ved, hvad vi vil.

Vi har bare glemt det i vores forsøg på at passe ind og udfylde normer og paradigmer.
Vi har glemt det, fordi vi ikke kan huske os selv, når vi lever et alt for hektisk liv. Og det gør de fleste af os. Det er vist ikke nødvendigt at uddybe.

Jeg måtte, som så ofte før, sige til min kunde, at hverken jeg eller nogen anden kan fortælle hende, hvad hun vil.

Hun har glemt det i farten og forvirringen lige nu, men med mere ro og opmærksomhed vil hun (gen)finde svaret.

Det kræver øvelse, men det er sådan, det er.

For hun ved det godt.