Hvad gør du egentlig, når du render ind i en mur, en tvivl, en konflikt, et spørgsmål, der ikke vil løse sig eller bare et mønster, der gentager sig igen og igen?

Smider du håndklædet i ringen og opgiver?

Lukker du ned for din længsel efter at tingene kan være anderledes?

Spørger du din ven/mand/kone/kollega eller nabo til råds?

Eller forsøger du at lytte til dine egne svar indefra og ud, sådan som det står anbefalet allevegne nu om stunder?

Måske knokler du indædt videre og dulmer dine følelser, der er i oprør over, at der er brikker, der ikke vil falde på plads?

Er du typen, der ikke vil ofre professionel hjælp på dig selv, fordi du bør kunne løse dine egne problemer?

Hvis du kan svare ja til én eller flere af mine spørgsmål, så ligner du mig, som jeg var for få år tilbage.

På det tidspunkt var der både udvikling og stagnation i mit liv.
Set i bakspejlet, så ville jeg rigtig meget, men mine resultater vidnede om, at jeg ikke havde de nødvendige nøgler, der kunne lede mig på sporet af mine blinde vinkler og de svar, der kunne bringe mig videre.

Det er en raffineret form for selvsabotage, når vi ikke kan finde ud af at bede om hjælp.

Vel skal vi lytte efter, hvad der er rigtigt inde i vores egen kerne – men hvad hvis vi lytter og lytter og der ikke er andet end et tomt ekko eller vi løber ad snart den ene sti og snart den anden uden en rigtig tro på, at vores strategi virker?

Hvor meget af vores dyrebare liv skal vi bruge på at løbe i ring?

Det var mange spørgsmål – I know – men hvis du vil videre, er du nødt til at spørge dig selv, om din nuværende strategi virker.

Hvis ikke den virker, så gør noget andet.