At mærke eller ikke at mærke

Jeg hører ofte udtrykket: Jeg/han/hun kan ikke mærke sig selv.

Den tilstand er ganske velkendt for mig, for den har været min følgesvend i alt for mange år.

Bevares, det er da ikke, at jeg ikke har mærket mig selv og mange følelser, men jeg har – i selvopholdelsesdriftens hellige navn – løbet fra alle de følelser, der ikke var så rare.

Kedsomhed, ensomhed, træthed, følelsen af manglende værdi, skuffelse, afmagt, sorg, modløshed…tænk selv videre.

Jeg har istedet fokuseret på noget andet, sørget for at have alt for travlt, beskæftiget mig mere med andre end med mig selv, dulmet med mad og i det hele taget løbet væk, væk fra det mørke og fra smerten.

Sandheden er, at jeg i virkeligheden godt kunne mærke mig selv, men at jeg ikke ønskede at mærke mig selv. Derfor har jeg brugt så meget energi på at flygte.

Jeg har sammenlignet mig med alle de andre, der har strålet med deres velpudsede facader og som (ligesom jeg) har løbet så stærkt væk fra alle ubehagelige følelser – og i den sammenligning har jeg haft endnu mindre lyst til at mærke, at jeg ikke var perfekt. Eller succesfuld.

Det er efterhånden nogle år siden, at jeg begyndte at mærke mig selv igen. Eller tillod mig selv det.

Det har været en umådelig vigtig rejse. Fordi de følelser giver mig nogle signaler om min tilstand.

Om der er noget, jeg har brug for at tage ansvar for at justere.
Om der er steder, hvor jeg – uden at ville det – ødelægger noget for mig selv, fordi jeg ikke har et fuldt oplyst billede af, hvad jeg laver, når jeg ikke har mit følelsesliv med på råd.

Det er ufatteligt, så meget vigtig info, der ligger i de følelser. De er en del af os, om vi vil det eller ej.

Jeg har overgivet mig.