Lev indefra ud istedet for udefra ind
Når man arbejder med mennesker, som jeg gør, så er der nogle træk og tankefælder, der går igen og som derfor kan virke helt banale at gøre opmærksom på igen og igen.
Meen….at noget er banalt betyder egentlig bare, at det er så almindeligt, at alle genkender det. Derfor er der også mange gode grunde til at gentage det. Igen og igen.
I forgårs havde jeg en kunde, der stod overfor et svært valg, og som derfor havde brug for lidt sparring for at få klarhed.
I løbet af samtalen blev det tydeligt, at dét, der er så svært er, når vi skal vælge os selv.
Når vi skal holde op med at tilpasse os og holde op med at knokle helt håbløst for at lave om på andre.
Vi mennesker er flokdyr og relationer er en vigtig grundsubstans i vores liv. Derfor giver mange gange så let køb på sig selv for til gengæld at være en del af flokken.
Men hvad er der tilbage, når vi har tilpasset os så meget, at vi ikke længere ved, hvem vi selv er og sidder tilbage ulykkelige, trætte og måske endda syge, fordi vi aldrig gav os selv lov til bare at være os selv?
Og hvor skørt er det, at jo mere vi tilpasser os, jo mere føler vi os forkerte, fordi vi netop ikke giver os selv lov til at træde frem som den person, vi er?
Da jeg spurgte min kunde, hvad hun ville vælge, hvis hun udelukkende tog udgangspunkt i sine egne behov, så var klarheden der med det samme.
Vi får tudet ørerne fulde af, at vi ikke må være så egoistiske og navlepillende, men fakta er, at vi er nødt til at tage hånd om os selv, hvis ikke vi skal ende som ofre for alt det, vi bliver bombarderet med udefra.
Med balance indefra kan vi stå fast i selv den stærkeste storm – og endda hjælpe andre, der har brug for lidt støtte.
Dét er i mine øjne dygtigt personligt lederskab.