Vi har allesammen været børn. Små børn, der i udgangspunktet havde alle muligheder og som mødte verden med åbent sind og nysgerrighed.

Vores forældre gav os efter bedste evne og i den kærligste intention deres version af, hvordan verden hænger sammen og hvordan vi navigerer i den.

De fortalte os også hvem vi var og hvem vi ikke var. Det kaldes opdragelse.

Vi slugte det råt, selv når det ikke føltes godt. For de voksne er de kloge og som barn har man et instinkt, der fortæller, at man prisgivet, hvis ikke man hører efter og tilpasser sig.

Men inde i os er der stadig et lille barn, der ikke rigtigt forstår, hvorfor det ikke bliver set og hørt som den person, det i virkeligheden er.

Når vi overhører vores børn – også det barn, der der inde i os selv – så gør vi vold mod det.

Jeg har selv overhørt det lille barn inde i mig gennem mange, mange år. Jeg har kun hørt hende, når det var belejligt at give hende taleret og jeg kunne justere uden for store udsving.

Idag ved jeg, at det giver kæmpeblokeringer i livet, at overhøre og derved gøre vold mod det lille glade, åbne og nysgerrige barn.

Jeg ved også, at det hul, som mange af os føler indeni og som vi forsøger at dulme væk med alskens afhængigheder, netop handler om, at vi har glemt at høre efter os selv – og hvordan man i det hele taget gør det.

For at blive et hele mennesker er vi nødt til at tage lederskab ved at lytte.
Og mærke os selv. Og forstå sammenhænge. Og handle til glæde for os selv og verden.