Ens indeni og udenpå?

Hvem er du egentlig derinde, hvor de andre ikke kan se? Er der stor forskel på, hvad der foregår indeni og udenpå? Og lægger du overhovedet mærke til forskellen?

Mon ikke de fleste kender til at gemme sig lidt, eller ihvertfald gemme sider af sig selv væk. Jeg har ihvertfald gjort det mange gange og i mange år af mit liv. Det var en vane, indtil jeg fik øje på vanen og på hvor meget den underminerede mit selvværd og min livsglæde. Så ændrede jeg den. Det var ikke let, slet ikke, og tro mig, der dukker stadig tråde af det gamle mønster op i ny og næ.

Fx syntes jeg tidligere, at jeg var nødt til at have en god undskyldning for det, hvis jeg trængte til en lur midt på dagen. Jeg kunne ikke bare lægge mig, for så ville de andre – måske – synes, at jeg var doven. Men med en hovedpine eller en klage over at have sovet dårligt kan man altid undskylde sig. Sådan havde jeg det dengang.

Det er bare ét eksempel på, at jeg ikke kunne stå ved mig selv og mine egne behov.
Det var besværligt – føj hvor var det besværligt. Og det var faktisk også uærligt, både overfor mig selv og andre.
Ikke at jeg gik og løj dagen lang, for rent faktisk fandt min krop på helt konkret at give mig hovedpine, hvis jeg ikke egenhændigt kunne finde ud af at give mig selv det, jeg trængte mest til.

Jeg har også igen og igen måtte sluge mine egne ønsker for at andre kunne få opfyldt deres. I en familie er der vel altid kompromiser, men der er ingen naturlov, der siger, at det altid er den samme person, der skal bøje sig for de andre.

Hvis du har lyst, så prøv at lægge mærke til, om du overhovedet tænker over, hvad du har lyst til og selvfølgelig også, hvad du ikke har lyst til. Kan du overhovedet mærke, hvad du selv har mest lyst til eller kører du mere eller mindre på autopilot? Alene dét at kunne mærke, hvad man vil, kræver en god portion øvelse for de fleste.
Når du så kan mærke, hvad du vil, så hold øje med, om du også står op for dig selv.
Giver du udtryk for, hvad du vil? Eller bøjer du dig – for husfredens skyld, fordi det er lettere eller fordi du tror, at “alle” bliver glade på den måde?

Jeg tror ikke på, at alle bliver glade på den måde. For hvis vi ikke er autentiske og viser, hvem vi i virkeligheden er, så snyder vi både os selv og andre. Har vi børn, lærer vi dem at være ligesådan. Men til glæde for hvem?
Det er vores eget ansvar at passe på os selv og huske os selv på, at vi gerne må være her, at vi gerne må have behov og at vi gerne må sige fra.

Det er ikke egoistisk og asocialt at stå op for dig selv. At vise udenpå, hvem du er indeni. At være ok med at være den person, du nu engang er.

Det er autentisk, ærligt og meningsfuldt, både for dig selv og for alle de andre.

Så prøv det: Pas godt på dig selv.