
Tror du på ansvar?
Dit ansvar – byrde eller styrke?
Det er dit ansvar, dit liv. Dit ansvar og dit alene. Eller hvad?
I hvilken alder bliver ansvaret for vores liv vores egen byrde – eller styrke?
Spørgsmålet er ret relevant, ikke mindst i sammenhæng med de mildt sagt ringe resultater, Danmark præsterer i de nyeste PISA-undersøgelser.
Jeg arbejder med en del teenagefamilier, og ansvar er altid et emne, vi taler om.
Senest havde jeg en dejlig og kvik teenager, der havde ret travlt med at skælde ud over alle de andre. Kammeraterne, lærerne, forældrene, ja, selv bedste-vennen, der havde foreslået ham at se en lille smule lysere på tilværelsen.
Fokus var på alle andre end ham selv og hans eget liv.
Der var mange historier om, hvad snart den ene og snart den anden gjorde eller sagde forkert.
Når børn – og voksne for den sags skyld – fx har blikket rettet mod, at læreren er dårlig (hvilket sagtens kan være tilfældet), så glemmer de helt, at børnene er i skolen for at lære noget, også af de dårlige lærere. Det nytter ikke noget at smide håndklædet i ringen og give læreren skylden for det. Der er altid noget at lære og vi kan altid blive bedre, hvis vi altså vil og indser, at vi også selv kan vælge at tage ansvar.
Jeg fortalte ham,
- at i mit verdensbillede er dét at have så meget fokus på andre(s fejl), en måde ikke at tage ansvar for sig selv, sin skolegang og i det hele taget sit eget velfærd og gode humør.
- at dét at bruge andre til at holde sig selv nede med er en rigtig dårlig ide, hvis man gerne vil udvikle sig og skabe de resultater, man drømmer om.
- at al den energi, han brugte på at pege fingre ad de andre, ville være bedre brugt på at trække alle sine ressourcer tilbage til sig selv og bruge dem på det, han virkelig ønsker sig – uanset omstændighederne.
Men det faldt ikke i god jord. Han kunne ikke umiddelbart tage mine ord for gode varer og var tydeligt skeptisk.
Det sker en gang imellem, at tanken om at tage ansvar bliver for skræmmende. Det kender jeg da fra mig selv.
Så længe jeg kun har øje for, hvad de andre laver, behøver jeg ikke at tænke så meget på, hvad jeg (ikke) selv laver i mellemtiden.
Det bringer mig bare ingen steder, når jeg har hele opmærksomheden i de andres lejr og helt glemmer at mærke mig selv – hvor jeg er, hvem jeg er og hvad jeg ønsker.
Betyder det, at læreren i eksemplet ikke har noget ansvar – bestemt ikke, men i de tilfælde, hvor læreren ikke lever op til sit ansvar, kan vi ikke bare lade den hænge dér i luften. Vi kan ikke som voksne sige: Jeg lærte aldrig at læse, fordi min lærer var dårlig, den holder simpelthen ikke. På den måde deponerer vi al vores udvikling i hænderne på andre.
At trække energien tilbage til mit eget spor er at tage ansvar og jeg tror på, at det giver brugbare resultater.
Ansvaret for mit eget liv er mit, det er ikke en dødtung byrde, men tværtimod en kolossal styrke at tage i brug og besidde.
Det håber jeg, at den dejlige og kvikke teenager vil forstå – en dag.