Vores børns liv tilhører vores børn
…vi følges bare ad
Jeg har to børn. Det er mine børn. Min søn, min datter.
Allerede sproget narrer os til at tro, at vi ejer vores børn.
At de er vores, at vi bestemmer og at vi bedst ved, hvordan de skal leve, hvad de skal lære, hvordan de skal vælge og ikke mindst hvad de skal vælge.
Lullet ind i misforståelsen om, at vores børn tilhører os, opbygger vi en masse forestillinger og forventninger om, hvordan deres liv helst skal forme sig, for at vi (for)bliver rolige og glade ‘på deres vegne’.
Men alle disse forventninger og ideer om, hvad der vil være bedst for vores børn, handler som regel mere om os selv end om dem. Det er vores drømme, som vi med de allerbedste intentioner forsøger at prakke vores børn på.
Og hvad andet kan vi? Det er fuldstændig naturligt at have ideer om, hvad der er bedst for vores børn.
Hvis bare vi husker respekten for, at de faktisk er små mennesker, der har deres helt egne unikke karaktertræk og drømme.
Jo, vi har forældreansvar og jeg indrømmer gerne, at det kan være svært at se, hvor og hvornår vores rolle ophører og deres skal træde 100% i kraft. Det er en hårfin balancegang mellem grænser. Men ikke desto mindre en supervigtig øvelse.
Vi følges bare ad, og kun for en stund. Indtil de kan stå på egne ben, rollingerne.
Og det er ikke bare én dag, der er premieredag og nu kan de klare alt på egen hånd.
Nej, det er en gradvis udvikling med små bitte skridt hver eneste dag. Så snigende og derfor også så udfordrende.
Vores opgave er at give omsorg, hjælp og støtte, indtil de er flyveklare.
Ikke at manipulere med dem eller afpresse dem følelsesmæssigt til at træffe bestemte valg.
Ikke at lægge deres livsbane eller diktere deres hvordan.