Sofia kigger længselsfuldt efter de andre, der tilsyneladende har langt lettere adgang til at præstere flotte resultater end hun selv har.

De andre er smukkere, tyndere, mere velklædte, klogere, bedre uddannet, rigere, mere populære og har i det hele taget mere succes.

Så hun beslutter, at dét vil hun også have. Være smuk som en photoshoppet model, rig som Bill Gates, talentfuld som Michael Jackson eller tusind andre ting, hun kan finde på at længes efter.

Men hun glemmer mindst tre vigtige ting i forbifarten:

Først og fremmest at hun kun ser facaden og ikke, hvad der ligger bagved.

Ingen kan vide, om hendes forbilleder er lykkelige, harmoniske mennesker, der lever et liv, der giver mening for dem.
Prinsesse Diana var fx både smuk, tynd (spiseforstyrrelse), rig, berømt og kolossalt populær. Og kolossalt ulykkelig, ihvertfald ifølge hendes egne udsagn.

Den anden pointe er, at de strålende forbilleders livsformål sandsynligvis er ganske anderledes end Sofias eget. Og at hun formentlig overser pointen med sit eget liv, når hun halser efter dét, de andre har.

Sidst, men ikke mindst overser Sofia, at hun, ihvertfald ubevidst, sætter sin egen overligger alt for højt.
Hun drømmer om at komme i mål. Ikke processen derhen.
Hun tænker ikke på, at hun må sætte det ene ben foran det andet for at komme videre. Hun ved heller ikke, at hun, mens hun bevæger sig mod ét mål, pludselig kan opleve, at et helt andet mål kunne være endnu mere interessant at nå eller undersøge nærmere.

Alt imens bruger hendes indre slavepisker hver eneste lejlighed til at nedgøre hende over, at hun “bare” er et helt almindeligt menneske, der ikke har nået så fine mål som de andre, hun kigger på.
Det både stresser, lammer og gør hende trist. Hun føler sig uduelig, ja, måske føler hun sig ligefrem som en fiasko.
Den følelse er ikke rar, så måske lukker hun ned for den. Dulmer eventuelt smerten med en eller anden medicin (mad, arbejde, sukker, træning, osv)

Så hvad kan Sofia gøre?

Hun kan vælge at (gen)skabe kontakten til sig selv og undersøge, hvad hendes personlige længlser i virkeligheden handler om. Og hun kan kun høre sig selv, hvis hun skruer ned for støjen fra de andre.

Dernæst kan hun begynde at sætte det ene ben foran det andet i den retning, der giver mening her og nu, fremfor at låse sig fast på et mål, der saboterer mere end det gavner. Små, overkommelige skridt, der giver følelsen af succes og fremdrift fremfor afmagt, stagnation og længsel.
Succesfulde sportsfolk sætter også delmål på vejen henimod et endnu større mål. Wilbeks drenge drømmer nok om VM finalen, men de må alligevel gå vejen og være 100% til stede i alle de kampe, der går forud. Uden succes i de indledende kampe er der nemlig ingen finale.

Du må meget gerne lade dig inspirere af andre og drømme stort, når bare du husker på, at drømmen skal være din egen, at vejen til målet skal være let og meningsfuld, og endelig at din indre slavepisker skal afløses af en ny, trofast følgesvend: følelsen af succes over alle de små trin, du vælger at tage i din egen proces.

Det hele starter altid med dig selv.