Kan du huske, hvem du var
…inden du blev fortalt hvem og hvordan du hellere skulle være?
Husker du det overhovedet? Hvem var du, da du var barn?
- Kunne du glædes over selv de mindste ting, som var det ren magi?
- Var du åben overfor nye bekendtskaber – helt blottet for fordomme og næserynken?
- Var du impulsiv og kunne du spontant følge selv dine skøreste indskydelser?
- Kunne du elske af hele dit hjerte uden tanke for, at dit selvsamme hjerte kunne blive knust senere?
- Kunne du hjælpe og trøste andre uden tanke på, om du fik noget igen?
- Kunne du lege og grine uden at tænke på dagen i morgen?
- Måtte du falde udmattet om og sove, når du var træt?
- Måtte du græde og blev du trøstet, når du var ked af det?
- Måtte du være vred, når dine grænser blev overtrådt?
- Kunne du lave fejl uden af den grund at føle dig skyldig og skamfuld?
- Havde du mod på at prøve noget nyt uden angst for, hvad der kunne gå galt?
- Kunne du være glad og opstemt uden at føle dig for meget, for støjende eller forkert?
Hvad skete der med det barn, der var i verden på den måde? Hvor blev det frie, nysgerrige og kærlige lille væsen af?
Ikke så mærkeligt, at de fleste af os kan blive helt opslugt af et lille barn, der bare er sig selv, helt umiddelbar og ren i sine oplevelser og intentioner.
Jeg tænker, at det lille barn minder os om noget, vi forlængst har begravet inde i os selv. En stor guldklump, der alene ved mindet om den kan føde en følelse af glæde og kærlighed eller måske nærmere melankoli og længsel efter dét, der var engang.
Det er så utroligt givende og meningsfuldt at hjælpe andre mennesker med at grave det guld frem igen.
For barnets egenskaber og adfærd er ikke kun for børn. Bare tænk over, når vi en sjælden gang møder en voksen, der tør være sig selv uden at lægge snærende og hæmmende bånd ned over sin lysende sjæl. En voksen, der kan støtte sig selv og tør vise udenpå, hvad og hvem han/hun er indeni.
Det er ikke alene befriende, det er også livsbekræftende og løfter selv den tungeste energi til et niveau, der alt for ofte kun er forbeholdt vores drømme.
Jeg tænker på det lille barn, jeg har indeni mig og befrier hende lige så stille fra de tyngende bånd, så hun igen kan få lov til at fylde, være, feste, støje, lære, møde, fejle, græde, rase og ikke mindst rumme og elske – sig selv, de andre og verden igen.