
Relationerne i vores liv
Igår var jeg til den sjoveste og dejligste fødselsdag.
Udover det festlige samvær og det ypperlige traktement, gav dagen mig anledning til at filosofere lidt over det med relationer. Hvor vigtigt det er at have nærende, støttende og interesserede relationer. At vi kan både grine og græde sammen. Og at det er de eneste relationer, der har en sand chance for at overleve på længere sigt.
Mine børns farmor, der desværre ikke er her længere, oplevede at blive 100 år gammel. Indtil hun som 98 årig måtte flytte på plejehjem, var hun en ørn til at skabe og pleje relationer.
Hun levede for og med sine relationer og gik aldrig af vejen for at holde en fest eller tage en lang tur med toget for at deltage i en fejring af et familiemedlem eller en anden ven.
Hun forstod, at hun selv havde et ansvar for at dyrke sine relationer. At relationer ikke bare plejer sig selv, men at de skal have næring og interesse for at gro.
På grund af sin høje alder oplevede hun både at følge mange venner og desværre også sin egen datter til deres sidste hvilested. Det slog hende ud, og alligevel delte hun fortsat ufortrødent ud af sit hjerte og vidste også, at det ikke nytter noget, at man som gammel sætter sig ned og venter på at blive underholdt – af familien eller andre.
Hun havde venskaber i alle aldersklasser og var – sin høje alder til trods – altid åben og meget lidt dømmende i forhold til andre. For hende var det også underholdning at nogle mennesker så anderledes på verden end hun selv gjorde.
Jeg elsker det respektfulde rum, hvor vi tør være os selv og samtidig kan give plads til andre.
Det er dér de langtidsholdbare relationer kan slå rod og vokse.