Forkert blandt de helt rigtige
For et par uger siden var jeg på fornøjelsestur i Milano med min mand.
Vi boede på et skønt og meget moderne hotel – sådan ét, hvor man tror, at der er skjult kamera, fordi det ikke er til at regne ud, hvordan man tænder for bruseren eller kalder på elevatoren. En oplevelse i sig selv.
På det meget moderne hotel boede også en bunke meget moderigtige unge mennesker.
Lækre små italienske størrelser i figursyet superuld og smukke kvinder med ultra lange ben, der rammer jorden i tårnhøje stiletter som det naturligste i verden.
For at toppe eventyret havde et filmhold slået lejr udenfor, så der var på ingen måde mulighed for at snige sig ubemærket afsted.
Min forkerthedsfølelse indfandt sig pr. omgående og min første indskydelse var at blive på det fine værelse med den mærkelige bruser og blive betjent af den helt sikkert udmærkede room-service.
Ved nærmere eftertanke mindede jeg mig selv om at mobilisere relevante dele af mit personlige lederskab og på den måde alligevel finde noget selvstøtte frem som modvægt til denne overflod af italiensk lækkerhed.
Jeg fik fortalt mig selv (og min mand, der blev involveret i denne vigtige samtale), at jeg er smuk på min egen, nordeuropæiske måde og at der ikke er mening i at sammenligne min trofaste og vedholdende 50-årige krop med modeller på 20+
Jeg fik rettet ryggen og gik som det naturligste afsted i mine fornuftige sneakers, der på trods af mit skrantende knæ gjorde mig driftsikker hele dagen. Dertil en rar varm jakke, der kunne skærme mod det Milanesiske vejrlig, eftersom vi skulle være udendørs det meste af tiden.
Bare dét at adressere min frygt for ikke at være god nok eller se godt nok ud gjorde den afgørende forskel.
Pludselig blev turen meget, meget bedre.
Afslappet, sjov og med masser af nydelse og fornøjelse – præcis som planlagt.