Jo mere afmagt, jo mindre handling
På engelsk hedder det powerless – at føle sig uden styrke.
Når vi står i afmagt, kan vi ikke handle. Intet nytter. Der er ingen hjælp at hente (tror vi).
Mon ikke alle har prøvet det?
- Ikke at kunne gøre det, jeg helst vil
- Ikke at kunne nå min partner, mit barn eller min far i kommunikation
- Ikke at turde gå i en bestemt retning af frygt for fiasko
- Ikke at være i stand til at afværge noget, jeg gerne vil undgå
- Ikke at kunne overkomme alle opgaver, fordi der simpelthen er for mange
- Ikke at turde sige min mening af frygt for reaktionen
- …fortsæt selv..
Jo mere afmagt, vi har oplevet, jo mere handlingslammede bliver vi.
Jo mere vores indre system lært, at afmagt er mere normalt end handling, jo mere er det præcis det sted, vi slår lejr.
Jo mere vi ikke tør, jo mindre bliver vores komfortzone og jo mindre bliver vores evne og tro på, at vi kan kaste os ud i noget – og lykkes med det.
I forhold til dit personlige lederskab, kan du lægge mærke til, hvor, hvornår og i relation til hvem, du føler afmagt.
Hvis du er leder for andre, er det også din opgave at lægge mærke til, hvornår afmagt sætter ind hos dit barn eller din medarbejder.
Når du har spottet afmagt, kan du kigge lidt nærmere på, hvad det egentlig handler om og hvordan du alligevel kan øve dig i at handle. Eller hvordan du kan støtte dit barn eller din medarbejder, så hun alligevel tør handle.
For handling er en muskel, der skal trænes.
I hvert fald for alle os, der alt for ofte (og alt for tidligt i vores liv) har løbet panden mod en mur og som er faldet i den fælde at tro, at verden er én stor modstand.
For verden er ikke modstand. Modstanden er inde i os.
Og det er godt, for så kan vi gøre noget ved den.