
Fred med dig selv = fred med andre
Fred er en eftertragtet vare, ikke mindst i denne sommer har der været max fokus på konflikterne i Ukraine og Israel.
Herhjemme bølger medierne også af, at vi gør hinanden forkerte i vores interne samfund. Særligt de såkaldt dovne er vi ude efter og det er især skoleelever og studerende – eller de unge over en bred kam, lærerne, de arbejdsløse og muslimerne. Forældre, for slet ikke at nævne politikere eller kongehuset, er som regel heller ikke gode nok.
Samtidig ryster de fleste af os også på hovedet over konflikterne i verdens brændpunkter – hvor svært kan det være for de stridende parter at slutte fred?
Tjah – hvordan kan det være, at næsten hvert andet ægteskab opløses igen?
Hvorfor er det så svært at rumme hinandens forskelligheder?
Jeg spørger helt floskelagtigt: Når vi end ikke kan holde fred i et parforhold, hvordan kan vi så i nedladende stil sige, at det er tåbeligt, at der er store og tilsyneladende uløselige konflikter i verden?
Lad mig bringe det ned på mikroniveau med lidt iagttagelser fra min personlige atmosfære, hvor jeg – stort set fra den dag, jeg mødte ham – har gjort min mand forkert. Modsat har han været den mest tålmodige og rummelige partner, man kan forestille sig. Og han har aldrig, aldrig så meget som en eneste gang gjort mig forkert, hvilket sansynligvis er årsagen til, at vi trods alt har været sammen i mange år.
Jeg elsker ham, men alligevel har jeg set det som lidt af et projekt at få rettet op på ham. Jeg har luret alle hans skjulte potentialer og har forsøgt at få ham til fx at springe ud af skabet som handyman, som samtalepartner udi det spirituelle eller som læsehest (så han passende kunne læse de bøger, jeg foretrækker, så vi have nogle gode samtaleemner).
I denne sommer har jeg imidlertid gjort en opdagelse; jeg har lagt mærke til, at det er som om jeg bedre kan rumme ham – som han er, vel at mærke.
Er det fordi han har ændret sig? Jo, lidt ændrer vi os vel altid henad vejen. Og det gælder også ham, men grundlæggende er han den samme. Han er som han er. Og det synes jeg nu er ok.
Årsagen til dette skift handler om mig og ikke om ham. Det handler om, at jeg (i store træk) ikke længere projicerer alle mine egne hængepartier over på ham.
At jeg ikke håner ham og taler om hans behov for motion i de perioder, hvor jeg ikke selv orker det. At jeg ikke plager ham om at rydde op, når mine eget tøj flyder i den rækkefølge, jeg har afført mig det eller at jeg ikke bebrejder ham, at han arbejder for meget, samtidig med, at jeg ofte selv har været en knokler – bare på en anden måde.
Jeg har længe vidst, at når jeg har gang i at lave min mand om, så er der noget i mig selv, jeg ikke vil kigge på eller tage hånd om. Og så kan jeg vælge at kigge på det og tage hånd om det. Alt dét, han ikke må gøre eller være, handler om regler jeg har om, hvad der er rigtigt og forkert. Det handler slet ikke om ham.
Nu er denne bevidsthed blevet en del af mig og mit mønster, men der er selvfølgelig stadig blind-spots, og jeg jubler hver gang, jeg får øje på et nyt, for så er der endnu en sten i vejen, der kan ryddes væk.
Min mand – eller mine børn, mine forældre, søskende, venner, kolleger osv – skal ikke være som mig. De skal hverken ligne mig udenpå eller indeni. Hvad jeg synes er rigtigt og forkert er mit problem at arbejde med, ikke de andres. Min mand ER kærlig, han viser bare ikke sin kærlighed på samme måde som jeg selv gør. Han er også både hjælpsom og spirituel, men udlever det på sin egen måde. Og det må han gerne. Nu.
Når jeg snubler over ting, der helst skal ændres hos ham, handler det om sider i mig selv, der skal slippes fri.
Jo mere jeg giver mig selv lov til at være som jeg er, jo mere kan jeg rumme ham (og alle andre) som de er.
Jo mere jeg har fred med at være den jeg er, jo mere kan jeg rumme alle andre som de er.
Nu tænker du måske, om alle mennesker så til syvende og sidst kan bevare deres parforhold intakte. Det tror jeg ikke nødvendigvis, men det er en helt anden snak.
Lige her handler det om fred – fred med dig selv og fred med andre.