
Smid din bagage
Tung bagage bremser din vækst
Ingen forældre er helt perfekte. Eller alle forældre er perfekte.
Personligt tænker jeg, at der er en grund til, at vi alle oplever – mere eller mindre – modgang i løbet af livet.
Ligegyldigt hvad vi har taget med os fra vores opvækst af oplevelser, følelser, minder, knubs eller andre byrder, så er det med til at forme os som de unikke mennesker, vi er hver især. Så langt, så godt.
Der er bare den hage ved det, at et lille barn har ikke en voksens erfaring og perspektiv.
Derfor bliver mange af vores barndomsoplevelser – på godt og ondt – misfortolket på den måde, at vi kommer til at føle os forkerte, for dumme, for meget, for dårlige eller alt muligt andet, der står i vejen for et liv med glæde og lethed.
Lad os sige, at vi som barn oplevede, at nogen (vores forældre fx) skældte os ud, grinte ad os eller lukkede af for kærligheden, når vi stod frem som den person vi nu engang var.
Ligesom sådan en oplevelse vil gøre ondt på en voksen, bliver det lille barn let ramt af en stor smerte over at føle sig forkert.
Derfor starter det lille barn med at tilpasse sig alt det, som hun tror, der forventes af hende. Strategien handler om at få de voksne til at holde op med at skælde ud eller grine og igen åbne op for en kærlig forbindelse.
Problemet er, at den gamle oplevelse stadig sidder i vores krop. Sandsynligvis har vi glemt selve oplevelsen, men kroppen husker den og har lagret den helt ned på celleniveau.
Virkningen er, at vi som voksne heller ikke tør vise den person frem, vi i virkeligheden er inderst inde.
Jo flere år, vi har undertrykt os selv, jo bedre er vi blevet til det. Og så er det forlængst blevet en ubevidst vane.
Når vi med tiden har glemt, hvem vi selv er – eller ihvertfald gemt os selv af vejen – fremstår vi som et produkt af de omgivelser, de fleste af os desværre sammenligner os alt for meget med.
Men vi skal ikke være som de andre. Vi skal saftsuseme være som os selv.
Al den bagage er tung at slæbe rundt på. Og den forhindrer os i at (gen)finde vores helt egen personlige stil eller sjæl, om du vil. Den gamle smerte var så stor, at vi besluttede at lukke ned for os selv.
En cykel ikke kan køre, når den er låst; på samme måde kan vi ikke komme videre mod det liv, der er autentisk og gør os lykkelige, hvis der er sider af os, der er låst nede.
Så når livet går i baglås, eller vi føler, at vi står i stampe eller kører i ring, så er det tid til at lukke op for den gamle bagage og rydde ud i alt det, der på ingen måde nærer os og som endda spærrer os vejen fremad.
Jo mere gammel bagage, vi kan give slip på, jo lettere og sjovere bliver det at være i livet.
Det er ikke nødvendigvis let eller rart at kigge nærmere på de gamle spøgelser, men det virker, når det lykkes os at jage dem ud af vores liv.
Jeg taler af erfaring.